Fødsel og dåb

Tak for barnet

Ved dåben takker vi Gud for vores barn, og vi beder Gud være med ham eller hende gennem hele livet. Barnet bliver velsignet og får Guds løfte om, at han altid vil følge det som sit eget barn med sin kærlighed og velsignelse. Barnet får en plads i det kristne fællesskab med alle dets traditioner og bliver medlem af kirken.

Hvad siger jeg ja til?

Barnet bliver døbt på den kristne tro og får et fundament at stå på. Derfor svarer vi i dåben ja til den kristne trosbekendelse. Dåben er Guds gave, som forældre og faddere siger ja-tak til på barnets vegne.

Kamp mod alt ondt

Det første, som vi siger ja til, er forsagelsen: At sige fra overfor alt ondt. Kristendommen taler realistisk om livet. Vi slipper ikke uden om det, som ødelægger og truer livet, ved at blive døbt. Men den kristne tro siger os, at vi ikke skal give efter eller give op. I trosbekendelsen siger vi fra med ordene: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Faderen og sønnen

Dernæst svarer vi ja til troen på Gud som far og skaber. Med dette ja udtrykker vi tillid til, at verden og selve livet er fra Gud og grundlæggende er skabt godt. Det tredje ja er et ja til troen på Jesus, Guds søn, hans liv og død og opstandelse.

– og Helligånden

Det næste ja handler om nutiden. Helligånden betyder, at Gud er nærværende hos alle mennesker til alle tider. Det siges i dåben, at barnet modtager Guds ånd. Derefter svarer vi på barnets vegne ja til, at ville døbes på denne tro.

Kilde: Folkekirken.dk

Praktisk omkring fødsel og dåb

Fødsel skal her i Sønderjylland meldes til kommunen, når barnet er mindst 14 dage.

Du eller I skal anmelde jeres ønskede dåbsdato senest fire uger før den ønskede dato til sognepræsten.

Løgumkloster Kirkes medarbejdere kan kontaktes her.

Inden dåben mødes I som dåbsforældre med præsten til dåbssamtale enten hjemme hos jer eller i præstegården. 

 

Fødsel
Konfirmation

Slotsgade 11, DK-6240 Løgumkloster
Telefon præst: 74744747

Telefon kontor: 7474 5240
Mail vedrørende kirkelige spørgsmål: loegumkloster.sogn@km.dk

Mail øvrige: locusdei@locusdei.dk
CVR.: 56316418

privatlivspolitik m.v.